img_8776.jpg

Man vender sig åbenbart til varmen

Så nu er der faktisk gået mere end en måned her og utroligt nok, så sveder jeg mindre end jeg gjorde i starten. Som overskriften antyder, så vender man sig til varmen. Varmen føles bestemt ikke rart, men kroppen vender sig på en eller anden underlig måde til det. Nogle dage fryser jeg faktisk når jeg er i et rum med aircondition på 30 grader (mit værelse)! 

Hvad angår arbejdet, så lærer jeg nogle flere ting og får noget mere ansvar. Folk er stadig rigtig søde og hvis de ikke havde været det, så havde jeg ikke holdt ud at være her. Jeg savner især min kæreste ekstremt meget, det er dybt underligt at være i udlandet uden ham, nu hvor vi har en lejlighed sammen. Puha skat, jeg gad godt vågne op ved siden af dig hver dag. 

Jeg har siden sidste blog oplæg oplevet lidt ting. Jeg har både prøvet at arbejde 9 dage i streg og at have to sammenhængende fridage. Jeg brugte mine fridage på eventyr med min rejsemakker Christina. Vi tog til Dubai og forsøge at se en masse ting, til få penge. Vi var super smarte og fandt en masse rabat kuponer online inden vi tog afsted, så vi fik da set 2 turist attraktioner og en strand. Vores hotel fandt vi også på tilbud, men jeg må indrømme at Dubai er en smule dyrt! Av av. Det skal bestemt ikke gøres for tit selvom det var sjovt og virkelig tiltrængt, ellers bliver man nemt kuk kuk, når vi kun ser den samme kvadrat kilometer dag ind og dag ud. Man bliver lidt behandlet som “bare” arbejdere her. Derfor kunne vi sagtens have brugt et par dage mere. Vi gjorde dog også brug af de gratis glæder, så som at se den store Abu Dhabi moske. Som var utroligt flot og kæmpe stor. Det var en super fed oplevelse som vi nød. Det gør vi helt sikkert igen. Desuden gik vi meget rundt i Dubai mall som er et stort shoppingcenter, som har en masse kunstudstillinger og et kæmpe akvarie i midten, hvilket vi også fik set på tæt hold. Næste gang vil vi eksperimentere endnu mere med metroen, for at se om vi kan gøre det endnu billigere. 

Her til sidst får i så lidt billeder 🙂

Photocredit: Christina Christien. Mig i den store moske, med et passende outfit dertil.
Photocredit: Christina Christensen. Os begge foran turist attraktione Burj Kalifa verden højeste bygning.
Photocredit: Christina Christensen. Mig med fødderne i vandet på JBR strand som er den pæneste i hele UAE.
Mit billede af Dubai Marina. Virkelig store bygninger!
Mit eget billede af den store moske.
Mit billede af os i tørklæde. En rigtig selfie.
Mit billede taget langs med JBR strand. Jeg har set smukkere strande ude i verdenen 😉 Men flot var den.

Man ved at man sveder meget, når man sveder på albuen

Så nu har jeg været her i lidt over 14 dage, puha det er hårdt. Har aldrig i mit liv været udsat for den her slags varme i forhold til at arbejde. Det dræner en ret meget for energi og jeg kan mærke at jeg både spiser og drikker en hel del mere end jeg plejer. 

Jeg er som sagt i hovdyrs afdelingen og det går fint. Fra næste uge af får jeg alene vagter, hvor jeg selv skal stå for ting, hvilket bliver meget sjovt. Det har jeg så i 2 uger og så skal jeg skifte område i afdelingen. Så skal jeg til at lære endnu mere nyt! Jubiii.

Mig og æsel følet Luna
Når man arbejder her, uanset om det er morgen eller aften, så sveder man helt enormt meget. På dette billede kan man næsten fornemme hvor meget jeg sveder og det er på trods af at det hårde arbejde var overstået. Jeg ligner en som har været i bad med tøj på efter bare to timer på job. Så mit arbejdstøj vasker jeg rigtig tit, da jeg kun har 2 t-shirts. 

Udover arbejdet laver jeg ikke så meget, fordi jeg stadig skal vænne mig til det hele og er ret udkørt. Jeg har ikke haft overskud til særlig meget og der har været lidt bump på vejen hist og her. 

Jeg har dog været på Beach club med Christina inde i Abu Dhabi by, hvilket var rigtig lækkert, men ekstremt dyrt. Så det kommer ikke til at ske mega tit. Det var dog det hele værd fordi de havde et mega kæmpe luksus bad, med alt hvad hjertet begærede af sæber og cremer – lige hvad vi havde brug for efter den første uge på job var overstået. 

Jeg går mange kilometer om dagen på job. Sådan en gadget som mor har givet mig i fødselsdagsgave, tæller mine skridt og jeg kan sige at igår gik jeg 16,5 km – der er ikke noget at sige til jeg er flad. 

Jeg har været lidt uheldig indtil videre. Jeg har haft migræne 2 gange grundet en dårlig senge situation (madrassen er meget hård) og jeg har været stanget i hovedet af en “baby” ged, så jeg har haft gevaldigt ondt i hovedet og haft et hævet kindben. Det skete fordi at gæsterne i zoo kan fodre baby gederne med mælk og vi løfter dem ind og ud af indhegningen – da jeg skulle bærer  en ind, lagde den lige hovedet bagover og ramte mig i ansigtet. Hov. 

Ellers sker der ikke det store og sådan er det jo. Jeg tror lige jeg skal vænne mig til rutinerne og vejret, så får jeg mere energi igen. De har lovet at imorgen og lørdag vil her føles som 63 grader. Der vil være ca. 49, men med den tunge luftfugtighed oveni, så kommer det til at føles som 63. Send lidt regn og kolde tanker min vej – så er i er søde. 

Det var det for denne gang. Jeg vil forsøge at huske at skrive her en gang imellem. 

“Baby” gederne
Mig foran svane og ande anlægget
Mig i poolen, på beach clubben i Abu Dhabi

img_8694.jpg

Abu Dhabi begyndelse

Hej alle. 

Så er jeg landet i Abu Dhabi og man må sige, at det er anderledes end noget andet jeg har prøvet. Hernede er det voldsomt varmt – det har jeg prøvet før, men der er også en anden mentalitet. 

Flyveturen herned var kort og god, det gik let og hurtigt. Qatar Airways er ikke det væreste jeg har prøvet. Vi blev hentet i Abu Dhabi international lufthavn af en fra kontoret i zoo, sammen med en chauffør. Det var lidt underligt og vi var ikke helt trygge, fordi de næsten ikke snakkede til os. Da vi ankom til det hus vi bor i, blev vi bare lidt efterladt og vi følte os ikke helt velkomne. 

Vores værelse er ret simpelt og vi må tilkøbe nogle ting, for at gøre det mere hjemligt, men jeg tror vi kan få det til at fungere ret godt. 

Først dag var vi over i zoo og spise frokost, vi hilste på vores house mates (hus kammerater) og vi var ude at handle med nogle kollegaer. Om aftenen var der pizza aften hjemme i en af kollegernes hus, det var rigtig hyggeligt. Men jeg var godt nok træt oven på dagens indtryk. Vi var også rundt og se zoo’en på egen hånd og blev vist kort rundt af en af de andre. I samme omgang kom vi helt tæt på en gepard (uden nogen form for beskyttelse) og fik lov til at røre den. Den var blevet håndopfostret og troede derfor at den var en hund – kun derfor kunne det lade sig gøre. 

Igår havde vi så første dag og vi mødte ind fra 14-20. Folk er super søde og man kan godt se at zoo’en er i forbedring. Noget af zoo’en er rigtig flot og nybygget, andet af den ret småt og gammelt. Dog gør de deres bedste for at dyrene har det godt, under de varme forhold som her nu engang er. 

Jeg undskylder for det lidt rodede indlæg og mangel på billeder. Men her var det altså en lille Update 🙂

Nu vil jeg snart gå ud i varmen og møde på job, vi ses. 

Nyheder fra Costa Rica

Hej derude. 

Så er jeg på den igen. Jeg har vist forsømt min blog en hel del. Egentlig har det været massere af skrive om, men jeg har haft besøg og derefter har jeg isoleret mig selv lidt, men det kommer vi til. Jeg vil prøve at starte lidt fra en ende af. 

Der er sket rigtige mange ting mens jeg ikke har fået skrevet her på bloggen. Negative ting, positive ting, ny læring og nye venskaber. 

Lad os starte fra en ende af. I december en uge før min fødselsdag, var jeg så uheldig at få en hjernerystelse. Den formåede jeg at få mig, ved at gå ud af en dør til en dyreindhegning. Døren og karmen er dog lavet af metal – og karmen 7 cm lavere end mig selv. Så idet jeg forsøger at bukke mig under og ud af indhegningen, får jeg bukket mig og tyret hovedet op i den i stedet. Det kostede altså lige en uge på langs, uden egentlig kontakten til omverdenen. Det var ret hårdt, men jeg kom selvfølgelig over det. 

Min fødselsdag var ret trist, det var den sidste dag jeg skulle blive hjemme fra job med hjernerystelsen og jeg følte mig egentlig okay tilpas. Det betød dog også at jeg kedede mig bravt alene derhjemme. Om aftenen blev jeg brændt af at den eneste jeg havde fødselsdagsplaner med, det gjorde at jeg lige gik i stykker et par timer. Indtil jeg valgte at tage skeen i den anden hånd og drikke et glas vin med mig selv. Da mine naboer så at jeg fejrede mig selv, inviterede de mig med på en tur i nattelivet og jeg takkede ja tak. Det var en katastrofe og jeg gik hjem med en ny ked af det ‘hed. 

Ikke længe derefter kom min mor og besøgte mig i 3 uger. Det var rigtig hyggeligt og vi havde det sjovt på trods af sygdom, som ramte os begge. Vi var en kort tur i Panama, som var tragisk komisk. Vi var lidt utrygge ved selve rejsen, da den tog os til et meget fattigere land end det vi opholdte os i. Det kom lidt som en overraskelse.  Da vi endelig kom frem, var det et meget øde sted – men vi fik det bedste ud af det og nød hinanden. 

Da min mor skulle hjem, var jeg ret syg og det viste sig så via test at jeg havde parasitter. Det ønsker jeg virkelig ikke for nogle andre, da det bestemt ikke er sjovt.

Dog havde der imens min mor var her, flyttet en ny nabo ind ved siden af mig. Hun er super sød og hun hjalp mig også da jeg var syg. Hun har godt nok hivet mig op af stolen et par gange, når der har været brug for det. Hun hedder Sofie og er fra Canada. 

Snart gik der ikke længe før at min kæreste Simon ville komme og besøge mig, hvilket også var et lyspunkt for mig. Da han endelig ankom, var jeg nået at blive utålmodig længe før og tog gladeligt imod ham. Vi hyggede os rigtig meget sammen, selvom der i dette samvær også var en snert af sygdom inden over. 

Nu er det ikke længe siden Simon tog hjem, og jeg har kun ganske lidt tid tilbage. I skrivende stund er der faktisk kun 14 dage tilbage. 

På den positive side, har jeg lært rigtig meget om de dyr der lever her i costa rica og deres omgivelser. Jeg har haft en hel del dyre kontakt og fået vist både min mor og Simon min passion. Jeg har fået nye venner fra hele verdenen og oplevet et land med modsætninger. Med dette mener jeg at man her har udtrykket “pura vida”, som groft oversat betyder noget i stil med tag det rolig og nyd livet. Men samtidigt er de utroligt opmærksomme på om man kommer for sent, selvom selv kender de ikke altid klokken. Jeg har fået øvet mit spanske en del mere og jeg har været glad for at kunne snakke det mens jeg har været her, da det klart har gjort mange situationer nemmere. 

På den lidt mere negative side, har jeg haft sat mine forventninger højt inden jeg tog afsted – nogle forventninger jeg ikke engang personligt har kunne leve op til. Desuden har jeg som tidligere skrevet, fået isoleret mig selv så jeg ikke har været lige så stor en del af fællesskabet her som jeg egentlig gerne ville – men sådan er det at have ADHD. Derudover så er den ene af ejerne på det rescue center jeg er på død i mens jeg har været her, så stemningen i centeret og i mit hovedet har været meget anspændt – det var rigtig svært at få død så tæt på sig. 

Desuden kan jeg mærke at nu hvor det er så tæt på at jeg skal hjem, så “kæmper” jeg med lige store dele frygt og glæde. Jeg glæder mig helt vildt til at komme hjem til min kæreste, min familie og selvfølgelig mine venner. Jeg glæder mig til at skulle opleve dansk forår og se blomsterne springe ud. Jeg glæder mig ligefrem til at skulle starte i skole. Tilgænglig så frygter jeg at skulle være voksen i Danmark. Der er flere konsekvenser end når jeg er ude og rejse. Jeg frygter for om jeg har råd til min studietur, som er vigtig for min uddannelse og jeg frygter om jeg kan takle et ophold hjemme hvor jeg både skal gå i skole og skrive min assistent opgave og muligvis have et job samtidigt. 

Jeg har tusinde ideer, tanker, følelser og indput og dette var et lille udskrift af nogle af dem. Jeg vil igen igen se om jeg ikke kan skrive lidt mere her til sidst inden jeg tager hjem. 

Over and out <3

Mig i Chauita National park, med Sofie

En lille smuttur til Mellemamerika

Hej alle. Her kommer et blogindlæg fra min søde kæreste og jeg vil forsøge at bidrage med et selv i løbet af de næste par dage 🙂 Tak fordi du gad gøre det skat!

Endelig skete det! Jeg (Simon) skulle besøge min alt for savnede kæreste i en verdensdel jeg personligt aldrig har besøgt før, nemlig i Costa Rica. Den snu bloglæser ved dog godt Michella er i praktik i Costa Rica, men jeg synes var det en sej intro ;o)
Gensynets glæde har aldrig været større da vi lørdag aften lokal tid så hinanden på busstationen i Puerto Viejo. Der var ingen tvivl om at jeg kom først ud af bussen – for min Michella stod og trippede lige nede foran og ventede KUN på mig. 

Der er nok ingen tvivl om at de første par dage stod i tosomhedens tegn hvor vi fik hygget alt hvad vi orkede, kun afbrudt af et Superbowl arrangement på den lokale surferbar “Tasty Waves”. I de efterfølgende dage blev jeg slæbt med på job, hvilket viste sig at være noget af en oplevelse for en kemiingeniør! I løbet af VORES arbejdsdage fik jeg stiftet bekendtskab med rigtig mange forskellige opgaver og dyr. Heriblandt kan jeg nævne verdens måske sødeste dovendyr “River”, verdens måske farligste pungrotte “4 eyed” (navnet angiver racen IKKE udseendet) og ikke mindst pelikanen med verdens anden største ego Pistachio. Jeg var så heldig at få lov til at fodre et par af dyrene, hvor dem der gav klart mest indtryk på mig selvfølgelig var det meget nuttede tretåede babydovendyr “River” og den nysgerrige “Flyer” som er en baby brøleabe. Udover alt det spændende med fodring af vilde eksotiske dyr, oplevede jeg også det mere gængse aspekt af at være dyrepasser – nemlig rengøring. Nu giver det lige pludselig rigtig god mening når Michella har fortalt hvor træt hun har været af at gøre rent. Jeg kan sige jer at det er en RIGTIG stor del af en dyrepassers arbejde da dyrene sjovt nok sjældent kan finde ud af at holde deres bur rent. Hertil kan jeg komme med et lille fun-fact, pungrottelort lugter værre end noget jeg før har lugtet til. Det er i sig selv ret forbløffende når man tænker over hvilke prutter og andre “eksotiske” lugte jeg har været vidne til i mine små 27 år.

I den danske ånd skal vejret selvfølgelig ikke glemmes… 70-80% af tiden har det regnet, hvilket åbenbart er uhørt på denne tid af året, men som de optimister vi er, fik vi det bedste ud af det. Det blev til en masse snakkeri, lidt filmkiggeri og utroligt nok ikke en masse Facebook kiggeri. Internettet var nemlig nede i 5 dage i streg og var ret ustabilt i yderligere 3 dage.

Jeg kan selvfølgelig ikke have besøgt et rescue center uden en rigtig god dyrehistorie! I løbet af mit ophold på centeret har jeg som allerede nævnt stiftet et godt bekendtskab med babydovendyret “River”. Han var eftersigende faldet ned fra et træ af ukendte årsager og blev derfor indleveret til centeret da moren ikke umiddelbart var til at lokalisere. Derfor blev River passet og plejet på bedste vis af de frivillige i afdelingen “Nursery” på centeret. Det inkluderede blandt andet fodring med helt specielle blade som desuden blev sprøjtet med vand eftersom dovendyr får deres vand igennem de blade de spiser. Derudover var det der gjorde størst indtryk på mig dens gråd/kald efter sin mor. Når den manglede opmærksomhed eller anden form for kontakt gav en et lavt men højt piv som INGEN rigtig kunne modstå. Når det skete blev han spændt om maven på en frivillig med et håndklæde og på den måde bar ham med rundt, mens han med sine små kløer holdet fast i tøj og mave efter bedste evne. Det fantastiske er at han netop blev genforenet med sin mor i naturen! En optagelse af hans kald blev afspillet det sted han blev fundet og “nogen” besvarede kaldet! De blev genforenet, det er i sig selv fantastisk, men det er også uhyre sjældent at nogen får lov til at opleve det.

Som en sidste feel-good historie inden jeg slipper tasterne, vil jeg gerne fortælle om en vild tur med zipline i Costa Ricas jungle. Det var ikke bare en fed adventureoplevelse, men den måde man oplevede naturen på var ikke mindre end bemærkelsesværdig på den bedst tænkelige måde. I situationer som denne ønsker jeg at jeg er indehaver af et GoPro kamera som ville kunne have foreviget oplevelsen på video. Men alt i alt en fed tur hvor nogen fik udfordret deres grænser lidt ;o)

Den smarte læser ville måske kunne regne ud at jeg langt fra har fortalt om alle de super spændende ting jeg har oplevet. Men jeg har besluttet mig for at fatte mig i “korthed” og når derfor blandt andet ikke at fortælle om alle de forskellige og super gode kulinariske oplevelser jeg har haft (det gælder både Michellas fremragende evner i et køkken og hos de lokale).

Til sidst er der bare tilbage at sige tak for muligheden for at skrive et indlæg på din blog. Det har været en absolut fornøjelse at besøge dig selvom vi begge i sidste ende ønskede det varede bare lidt længere. Det vigtigste jeg tager med mig hjem er dog den bekræftelse jeg har fået ift. hvor meget jeg elsker dig. Glæder mig allerede til vi ses om en måneds tid <3

Tak fordi i læser med

– Simon og Michella 

Opdateret version: En “lille” opdatering

Hej alle sammen. Jeg kan vist godt skrive under på, at jeg er p**** dårlig til at få skrevet herinde. Så nu må jeg vist hellere komme med en længere opfølgning. 

Her er stadig rigtig skønt i costa rica, jeg føler mig efterhånden tilpas i min bolig og vejret er lækkert de fleste dage.   

På job møder jeg lidt udfordringer i form af, at jeg har haft migræne 2 gange allerede mens jeg har været her. Dette resultere jo i nogle uønskede sygedage, som jeg faktisk har rigtig dårlig samvittighed over – spørg mig ikke hvorfor, men det har jeg altså. 

Det gør også at de dage jeg er syg, skal dem i nursery (hvor jeg er nu) bare arbejde ekstra hårdt og jeg er bange for at de ender med at hade mig for det. Så nu må skeen i den anden hånd og jeg skal begynde at træne igen. Normalt når jeg træner så kan jeg ihvertfald give migrænerne meget længere mellemrum og det ville være dejligt for min samvittighed. 

Derudover så kæmper jeg faktisk stadig en smule med mig selv. Jeg har lidt svært ved at finde mig tilpas inden i mig selv og det kommer til udtryk ved at jeg har nogle negative dage hvor jeg ikke smiler allermest. Jeg prøver selvfølgelig at nyde alt hvad costa rica har at byde på, men den der sorte sky som hænger over mit hovede lader mig ikke værdsætte hver en dejlig solskins time og hver en skøn dag. Det er nemt nok at sige det højt og tænke “i dag ændrer jeg det til det bedre”, men når så skyklapperne ryger for øjnene igen og jeg kun kan mærke den sorte sky, så hænger jeg egentlig bare med hovedet og får mig ikke taget sammen til de ting jeg gerne vil. 

En af de ting jeg dog er blevet bedre til at værdsætte, er lyden af havet at falde i søvn til. Det er ret afslappende og jeg tror måske også lidt afhængighedsskabende. Ups.

Der er også gode dage, de fylder desværre bare ikke lige meget på min radar og dette er også en af grundende til at jeg ikke får skrevet så meget herinde. Mine tanker går tit på, at folk gider da ikke blive ved med at læse om negative ting og så er det nemmere bare at lade være med at skrive noget som helst. Dog ved jeg også godt at mange af jer kigger herinde for at læse hvordan jeg har det og nu er det så skrevet ned. Nu hvor det er luftet må jeg prøve igen igen at love mig selv og nu jer – at se lidt lysere på tingene. Det kan kun gå en vej og det er fremad. Hvis man er nervøs er det fordi det betyder noget.

Nu til lidt af de positive ting. Jeg får mødt en masse spændende dyr. Her hvor jeg bor har jeg mange gekkoer på værelset – hvilket er fantastisk for så lever myggene ikke så længe. Jeg havde endda en på besøg i mit køkken den anden dag. Det er kun gode venner som kommer på besøg i et glas 😉   

  
Jeg har også set pilegift frøer i mange farver, men kun fanget denne ene på kamera. Jeg er ikke så god til at få taget billeder, men jeg vil gerne vise jer dem jeg har. 

  
En anden ting er at jeg er begyndt at hjælpe til med en lille abeunge, som er meget ung og har brug for selskab næsten hele tiden. Han hænger i en slynge henover brystet sammen med en bamse han kan holde fast i, mens jeg forsøger at få ordnet andre ting imens. Han er meget kær også når han græder efter sin mor. Så må jeg bare prøve at trøste efter bedste måde. Jeg glemte at fortælle at han kun er 5 uger gammel. 

  
Desuden så er jeg nogle eftermiddage med til noget som hedder monkey sitting, som er en stund hvor jeg sidder med de unge brøleaber og giver dem aftensmad, indtil det er tæt på deres senge tid. Det går bare ud på at de skal falde ned og slappe af inden de skal i seng. Så nogle gange sidder de bare på skulderen og nogle gange leger og andre sover de i ens skød. Det er en ret fed opgave at slutte dagen af med. 

  
En sidste ting! Gud hvor jeg savner dem jeg elsker. Det er ikke nemt at føle sig en smule ensom, fordi man er lidt ked af det i tankerne. Jeg ser ekstremt meget frem til at min mor kommer om under 3 uger! 

Det var alt jeg lige kunne finde ud af at skrive om i denne omgang. Jeg tænker på jer.

Over and out <3

 

stranden i solskinsvejr
  
stranden i overskyet vejr

 
tami som kravler
  
sammen med en af fuglene på job
  

Den sidste del af min rejse

Da jeg først var ombord på
flyet, kunne jeg se at flyet ikke blev fyldt. Så jeg bedte med det samme om en plads, hvor jeg ikke sad ved siden af nogle, så jeg kunne sove. Dog kunne jeg ikke falde i søvn, så jeg sad vågen indtil maden kom. Maden var som sådan egentlig okay, men hvis jeg kan, vælger jeg fremover KLM. Der er ikke noget dårligt at sige om SAS, men KLM er bare bedre. Det er også dyrere, men nu forstår jeg hvorfor! Det ender med at blive en lang tur, da drikkevarer som var gratis var få og jeg havde ikke regnet med at skulle betale en hel masse. En ting er drikkevarerne, maden hos klm plejer også at smage lidt bedre. Desuden så fungere skærmen i sædet bedre hos klm. Der kan du selv vælge start og slut af film, med SAS kører de i loop og så må du bare håbe du rammer starten. Man kan heller ikke sætte engelske eller danske undertekster på de engelske film, så fordi også lyden er rigtig ringe, så fanger man ikke altid hele filmen. Som lige skrevet – KLM fremover! Der hører også snacks med på turen, det gør der ikke her på min tur. Det er selvfølgelig luksus ting, men når man skal rejse så langt er de nu meget behagelige!

Da jeg ankom til San fransisco var jeg meget træt og slog mig sammen med en norsk dyrelæge, bare mens vi havde ventetid i lufthavnen. Vi fik næsten vendt hele verdenssituationen og det var hyggeligt.

Da jeg skulle videre med mit fly til San fransisco spurgte ham som tjekker ens boarding pas så om jeg ikke havde fået USA boarding pas af SAS og det måtte jeg så sige at jeg ikke havde. Jeg blev bedt om af gå ombord alligevel og give dem mit pas og så ville de løse det for mig. Puha jeg var nervøs. Fik ikke mine ting før 1 minut før vi skulle lette. 

Udflyvningen fra San fransisco er nok noget af det flotteste jeg har set. Det var om aftenen og man kunne se alle lysene i byen (hold da op en stor by!) og man kunne se alle flyene ventende i luften i to rækker som skulle lande. Det var et meget betagende syn og mine øjne var klistret fast på det indtil jeg ikke kunne se det mere.

Jeg sov det meste af turen til Houston hvilket var godt da der ikke var andet end et glas vand til rådighed som var gratis. 

Da jeg landet i Houston var jeg godt nok træt men havde hele 8 timer og 30 minutters vente tid midt om natten hvor alt var lukket. 

Det blev en lang ventetid, jeg snakkede lidt med min mor, jeg læste og jeg blundede lidt. Da alle ting vågnede gik jeg på Starbucks og købte den dyreste sandwich af dårlig kvalitet til dags dato. 

Dog fordi jeg havde mit dyrepasser outfit på var der nogle drenge som spurgte om jeg var i hæren. Det synes jeg var ret sjovt men jeg tog det som en kompliment – jeg må have set sej ud 😉

Da jeg endelig sad i flyet mod Houston var jeg overtræt og kunne ikke sove før den sidste tredjedel af turen. Igen var der kun inkluderet et glas sodavand eller vand som var gratis og jeg blev alligevel glad for den sandwich jeg havde spist. 

Endelig fremme i San jose var jeg sindsygt overtræt og kunne næsten ikke stå på benene. Men jeg vidste at jeg havde en del timer endnu og måtte bare klare det. 

Da jeg var kommet igennem pas kontrol og alt det der fik jeg min kuffert relativt hurtigt og ville så finde en lokal bus til min lang distance bus. Men det måtte jeg åbenbart ikke for den politimand jeg spurgte om vej. Han synes mit spanske var for dårligt og jeg var for blond, så han anbefalede mig at tage en taxa – hvilket jeg så gjorde. Det var tusinde gange dyrere og han snød mig for lidt penge, men til gengæld nåede jeg lang distance bussen så jeg ikke skulle vente 4 timer på den næste. Jeg kunne købe billet med det samme (billetkontoret åbner kun en time inden afgang) og så måtte jeg sætte mig og vente. Da blev jeg enig med mig selv om at en lille pose chips og en vand ville gøre sig godt. 

Da bussen endelig skulle afsted var jeg lidt ked af ikke at have fået en vinduesplads (man har faste pladser på billetterne), men det var helt fint alligevel. Den første time af turen foregik i bjergene gennemregn skoven – det var seriøst næsten lige som at være blevet smidt af i filmen jurassic park, så flot var naturen! Ud af den næsten 5 timer lange køre tur var det først rimelig temperatur, så meget varmt og da solen endelig var gået ned var det sindssygt koldt fordi jeg sad tæt på fronten og der var et åbent tagvindue. Da der var lige godt halvanden time tilbage af turen (cirka) gjorde vi stop i limon for et kvarter, så man kunne få noget hurtigt at spise og noget at drikke i nogle små madboder. 

Jeg sov den sidste del af turen og blev helt forskrækket over at jeg skulle af.

Ankommet i puerto viejo som byen hedder blev jeg hentet og tog en taxa til den lille “bydel” jeg skulle bo i. Så var jeg ellers bare super træt! Fik lidt øl at drikke og en god snak og så skulle jeg ellers bare sove.

Jeg regnede ud at fra min mors hoveddør til den nye i costa rica tog det mig cirka 46 timer eller deromkring. Og i alt havde jeg nok sovet 7 timer på rejsen. Puha!

Det var vist hele min rejse 🙂

Over and out, skal nok give en Update på nuværende situation snart!

Lidt langsom – 5 Michella minutter

Såååå hvis man kender mig bare en smule, så ved man godt at der intet ondt er ment med det, men jeg er altså født med massere af krudt i røven og alligevel er jeg ENORMT langsom. Det må siges at gøre sig gældende med den her blog. Jeg gad godt at skrive hver dag, men tit føler jeg at tiden løber væk fra mig og pludselig er dagen omme. 

Jeg var så uheldig at have en begyndende migræne lørdag og havde den fuldt ud søndag. Lørdag var jeg på job hele dagen og var ret stolt af det, men søndag havde jeg simpelthen så ondt at jeg måtte blive hjemme. 

På arbejdet er jeg begyndt at få blødt de lidt kedelige opgaver op med de helt fantastiske opgaver. Så som regel gør jeg rent 1/3-2/3 af dagen og så ser jeg efter eller hjælper til med dyr. Jeg har både set efter tami myreslugeren, miko vaskebjørnen ungen og en masse andre dyr. Jeg kan virkelig godt lide ideen om den måde at fordele arbejdet på. Folk her interessere sig virkelig for at gøre en god indsats og vi forsøger virkelig at være et godt team selvom vi er ret mange lige for tiden. 

En ting jeg må tilstå dog, er at de fleste af de ting jeg oplever, bliver oplevet på den gammeldags måde – uden et kamera og kun med øjenene. Så derfor kommer der nok heller ikke et hav af billeder hele tiden. 

Mine omgivelser er fantastiske, dog kan jeg godt mærke at det er dyrere at leve her end jeg måske lige troede til at starte med. Nogle ting er billigere end dk og nogle ting er dyrere. Igen må jeg dog indrømme at dyrene og naturen opvejer det hele og gør det hvert et øjeblik værd! Jeg kan især se på min vægt at her et varmt og noget mad er anderledes end hvad jeg er vant til. Jeg har nok tabt mellem 1,5-2,5 kg allerede og gør ikke noget for det. Jeg forsøger at spise når jeg er sulten og alt sådan noget, men når man sveder en masse, så må noget jo også ryge af. 

Venner er jeg stille og roligt ved at få og hygge mig med. Jeg laver ikke så super meget i min fritid, men det passer mig egentlig okay, da jeg så bare får læst en del. Jeg sluger faktisk bøger for tiden! Måske jeg egentlig burde ses med folk lidt mere – så derfor har jeg aftalt at spise morgenmad med en super sød pige som hedder Taylor imorgen! 

Den der lovning om slutning på min rejse taget altså lidt tid. Haha. Som sagt for jeg ikke bare lige skrevet blog, så det kommer i min egen hastighed. 

  

Her er bianca. Hun er en aguti – en gnaver. Hun elsker at slikke på fingre og hun grynter som en lille gris.
   
Lille miko 🙂

 
Et sovende dovendyr
 
Tami som spiser, hvad vi kalder tami mix. Som består af en hel masse ting.

Over and out for denne gang <3  
 

Kommet lidt i gang. 

Nu har jeg efterhånden været her en lille uge og er ved at være faldet til. Jeg har mødt lidt forskellige mennesker og set arbejdspladsen. 

I dag tirsdag skal jeg have min første arbejdsdag og jeg regner med at det bliver hårdt. Mens jeg skriver nu, er det om morgenen og skal nok få skrevet omkring dagen senere. 

Igår mandag blev jeg vist rundt på centeret og fik taget lidt billeder. Dem ligger jeg ind nederst i indlægget – faktisk så lever dyrene også vildt her i landet, så jeg har foreksempel set tucanens slags i haven også. Centeret er en del større end jeg først lige havde regnet med, dette er en god overraskelse. Folkene er rigtig søde og vil rigtig gerne stedet og dyrene – der er en ret fed atmosfære. Dem som ikke ved så meget, vil gerne lære og dem som ved en masse, vil gerne lære fra sig. 

Her er dejlig varmt og jeg føler mig tilbage i mit rette element i forhold til vind og vejr. Jeg må indrømme at jeg nok efterhånden har udviklet mig til en tropisk pige, som finder sig bedst til rette når det er varmt. 

Min første dag gik rigtig fint – jeg og de andre nye fik vist de mest praktiske ting, så som hvor man finder redskaber og den slags igår, så i dag var det bare at gå i gang – jeg startede ud med køkken tjansen, hvor jeg startede alene. Men der kom heldigvis en og hjalp til efter små to timer. I køkkenet vasker man egentlig bare op, der er jo en masse dyr som skal fodres og dette producere en masse opvask. Vi var et godt team og var gode til at holde det nede. Jeg endte med at bruge 5 timer cirka i køkkenet og det inkluderede også at vaske æbler og bladselleri af til brug.

Jeg havde ikke fået taget mad med på arbejde, så da vi nåede frokost følte jeg mig næsten døden nær. Jeg var simpelthen så sulten af at have arbejdet i varmen! Der kommer heldigvis en dame som laver empanadas som er en pandekage agtig ting. Det er ihvertfald brød med noget fyld i. Jeg var så sulten at jeg købte to!! De er ikke dyre når man tænker på kvaliteten – jeg fik to for ca. 26 danske kr. Jeg var faktisk så sulten at jeg havde spist to på samme tid (som også synes hun spiser hurtigt) som min kollega spiste en. Hovsa. 

Efter frokost hjalp jeg med at fange nogle tucaner som skulle ind for natten og lige tjekkes, den opgave gik resten af min eftermiddag faktisk med. Til allersidst hjalp jeg lige med at rydde nogle småting op og så var det faktisk bare hjem af. Jeg havde en plan om at gå på stranden, men jeg var alt for træt oven på nye informationer og arbejdet i varmen – det skal jeg altså lige vænne mig til igen 🙂

I dag tirsdag blev også dagen hvor jeg fik nok af summende myg mens jeg sov, så jeg fik hængt et mygge net op som min bo ven heldigvis havde. I nat blev jeg både stukket midt på halsen og lige i panden, fordi jeg ellers havde sprayet mine bare hud med gå væk myg spray. Så nu må dette afprøves. 

Lige nu bor jeg hos en dansk kammerat og det er simpelthen super hyggeligt. Ved ikke hvad jeg skulle have gjort uden denne hjælp! Huset ligger ret tæt på dyre centeret og lige ved stranden, men stadig tæt på skoven. Det giver en masse fede dyrelyde både at gå i seng til, men også at stå op til. Den vildeste lyd er nok brøle aberne inde i regnskoven.  De har deres helt egen lyd! 

Nu vil jeg smide lidt billeder ind og så vil jeg faktisk sove. Skal nok se om jeg ikke kan få skrevet lidt om resten af min kedelige rejse herhen en af de nærmere dage.  

Myreslugeren Tami
  
Et to tået dovendyr
  
En lille papegøje
    
En pelikan
  
En lille brøle abe, som bliver fodret af en af de andre frivillige
  
En rødøjet træfrø
  
Her er så frodigt at der vokser appelsiner i haven, så jeg lavede appelsinjuice
  
En tucan
 

På vej afsted.

Så startede rejsen. Efter en forholdsvis afslappet morgen, med min mor og min dejlige kæreste gik turen i lufthavnen. 

Ude i lufthavnen havde jeg mange bekymringer omkring min bagage, da jeg havde 1,5 kg i overvægt. Men det fik de afklaret lynhurtigt – det var ikke noget problem og jeg skulle heldigvis ikke betale ekstra. Dog fik jeg den vigtige information at når jeg lander på min første destination i USA som er San fransisco, skal jeg hente min bagage og køre den hen til en bagage drop, så den kan komme videre. Det er jeg lidt spændt på!

Da jeg har sagt farvel vælger jeg at købe de typiske danske lakridser af mærket Bülow og så går den ekstremt lange tur ud til min gate. Jeg skulle til C37, som er så langt ude, at jeg både skulle igennem pas kontrol og rundt om mange hjørner. Derude er alt helt nyt ser det ud til – lyse borde med ladestationer, designer stole og marmor gulv. Jeg har aldrig været så langt ude i lufthavnen! 

Ankommet:

Det har været en meget lang rejse og endte med at have 45 timer fra min mors hoveddør til den nye i costa rica. Men alt gik godt! 

Jeg fik ikke sovet så meget undervejs og var da næsten helt skæv i ansigtet da jeg kom frem. Men her er rigtig dejligt og det minder mig lidt om en blanding af Peru og Thailand. Klimaet, naturen og lugtene minder mig om Thailand men husene og hovedstanden lignede meget Peru, bare lidt pænere. 

Jeg har ikke meget mere at skrive lige nu, da jeg lige skal processere turen og indtrykkene. 

Jeg nyder det og føler mig i mit rette element!

Over and out <3