Månedsarkiv: marts 2016

Nyheder fra Costa Rica

Hej derude. 

Så er jeg på den igen. Jeg har vist forsømt min blog en hel del. Egentlig har det været massere af skrive om, men jeg har haft besøg og derefter har jeg isoleret mig selv lidt, men det kommer vi til. Jeg vil prøve at starte lidt fra en ende af. 

Der er sket rigtige mange ting mens jeg ikke har fået skrevet her på bloggen. Negative ting, positive ting, ny læring og nye venskaber. 

Lad os starte fra en ende af. I december en uge før min fødselsdag, var jeg så uheldig at få en hjernerystelse. Den formåede jeg at få mig, ved at gå ud af en dør til en dyreindhegning. Døren og karmen er dog lavet af metal – og karmen 7 cm lavere end mig selv. Så idet jeg forsøger at bukke mig under og ud af indhegningen, får jeg bukket mig og tyret hovedet op i den i stedet. Det kostede altså lige en uge på langs, uden egentlig kontakten til omverdenen. Det var ret hårdt, men jeg kom selvfølgelig over det. 

Min fødselsdag var ret trist, det var den sidste dag jeg skulle blive hjemme fra job med hjernerystelsen og jeg følte mig egentlig okay tilpas. Det betød dog også at jeg kedede mig bravt alene derhjemme. Om aftenen blev jeg brændt af at den eneste jeg havde fødselsdagsplaner med, det gjorde at jeg lige gik i stykker et par timer. Indtil jeg valgte at tage skeen i den anden hånd og drikke et glas vin med mig selv. Da mine naboer så at jeg fejrede mig selv, inviterede de mig med på en tur i nattelivet og jeg takkede ja tak. Det var en katastrofe og jeg gik hjem med en ny ked af det ‘hed. 

Ikke længe derefter kom min mor og besøgte mig i 3 uger. Det var rigtig hyggeligt og vi havde det sjovt på trods af sygdom, som ramte os begge. Vi var en kort tur i Panama, som var tragisk komisk. Vi var lidt utrygge ved selve rejsen, da den tog os til et meget fattigere land end det vi opholdte os i. Det kom lidt som en overraskelse.  Da vi endelig kom frem, var det et meget øde sted – men vi fik det bedste ud af det og nød hinanden. 

Da min mor skulle hjem, var jeg ret syg og det viste sig så via test at jeg havde parasitter. Det ønsker jeg virkelig ikke for nogle andre, da det bestemt ikke er sjovt.

Dog havde der imens min mor var her, flyttet en ny nabo ind ved siden af mig. Hun er super sød og hun hjalp mig også da jeg var syg. Hun har godt nok hivet mig op af stolen et par gange, når der har været brug for det. Hun hedder Sofie og er fra Canada. 

Snart gik der ikke længe før at min kæreste Simon ville komme og besøge mig, hvilket også var et lyspunkt for mig. Da han endelig ankom, var jeg nået at blive utålmodig længe før og tog gladeligt imod ham. Vi hyggede os rigtig meget sammen, selvom der i dette samvær også var en snert af sygdom inden over. 

Nu er det ikke længe siden Simon tog hjem, og jeg har kun ganske lidt tid tilbage. I skrivende stund er der faktisk kun 14 dage tilbage. 

På den positive side, har jeg lært rigtig meget om de dyr der lever her i costa rica og deres omgivelser. Jeg har haft en hel del dyre kontakt og fået vist både min mor og Simon min passion. Jeg har fået nye venner fra hele verdenen og oplevet et land med modsætninger. Med dette mener jeg at man her har udtrykket “pura vida”, som groft oversat betyder noget i stil med tag det rolig og nyd livet. Men samtidigt er de utroligt opmærksomme på om man kommer for sent, selvom selv kender de ikke altid klokken. Jeg har fået øvet mit spanske en del mere og jeg har været glad for at kunne snakke det mens jeg har været her, da det klart har gjort mange situationer nemmere. 

På den lidt mere negative side, har jeg haft sat mine forventninger højt inden jeg tog afsted – nogle forventninger jeg ikke engang personligt har kunne leve op til. Desuden har jeg som tidligere skrevet, fået isoleret mig selv så jeg ikke har været lige så stor en del af fællesskabet her som jeg egentlig gerne ville – men sådan er det at have ADHD. Derudover så er den ene af ejerne på det rescue center jeg er på død i mens jeg har været her, så stemningen i centeret og i mit hovedet har været meget anspændt – det var rigtig svært at få død så tæt på sig. 

Desuden kan jeg mærke at nu hvor det er så tæt på at jeg skal hjem, så “kæmper” jeg med lige store dele frygt og glæde. Jeg glæder mig helt vildt til at komme hjem til min kæreste, min familie og selvfølgelig mine venner. Jeg glæder mig til at skulle opleve dansk forår og se blomsterne springe ud. Jeg glæder mig ligefrem til at skulle starte i skole. Tilgænglig så frygter jeg at skulle være voksen i Danmark. Der er flere konsekvenser end når jeg er ude og rejse. Jeg frygter for om jeg har råd til min studietur, som er vigtig for min uddannelse og jeg frygter om jeg kan takle et ophold hjemme hvor jeg både skal gå i skole og skrive min assistent opgave og muligvis have et job samtidigt. 

Jeg har tusinde ideer, tanker, følelser og indput og dette var et lille udskrift af nogle af dem. Jeg vil igen igen se om jeg ikke kan skrive lidt mere her til sidst inden jeg tager hjem. 

Over and out <3

Mig i Chauita National park, med Sofie